SAMVÆRSPOLITIK i VINDEHELSINGE GYMNASTIK- & UNGDOMSFORENING

Vinde Helsinge Gymnastik og Ungdomsforening har formuleret følgende samværspolitik, som beskriver retningslinjer, der er med til at gøre det til en tryg og god oplevelse at deltage i foreningens aktiviteter.

Samværspolitikken skal samtidig tilgodese og beskytte det enkelte barn/den enkelte idrætsudøver mod krænkelser og i værste fald seksuelt overgreb.

Omgangstone, rygning, alkohol :
Der skal være en ordentlig omgangstone blandt foreningens medlemmer, hvor man respekterer hinandens grænser.

Et nej fra såvel træner som udøver skal respekteres og tages alvorligt.

Al indtagelse af alkohol i forbindelse med idrætsudøvelse før og under aktiviteten er forbudt.

Rygning er forbudt i forbindelse med foreningsaktiviteter.

Mobning, overgreb mv:

Der skrides kraftigt ind over for mobning. Hvis problemet ikke kan løses på holdet, tager instruktør/kontaktperson kontakt til deltagere/familien.

Foreningen tilstræber at sende to voksne med på tur – én af hvert køn, hvis behov samt at ingen er alene om et børnehold.

Instruktører og andre voksne i foreningen skal respektere børns blufærdighed – vær f.eks. opmærksom ved besøg i omklædningsrum (banke på).

Ved mistanke om/kendskab til omsorgssvigt eller overgreb kontaktes bestyrelsen. Ved mistanke om pædofili indkaldes hele bestyrelsen samt en person fra DGI.

Konstateres et overgreb, skal barnets forældre orienteres og samtidig orienteres om mulighed for hjælp fra det offentlige, bl.a. socialforvaltningen.

Samarbejdet med den pågældende person opsiges øjeblikkeligt, samtidig med at sagen anmeldes til politiet. Når dette er sket, skal foreningens øvrige medlemmer informeres, således at der ikke opstår yderligere sladder og rygtedannelse.

En mistanke skal behandles med største diskretion, da det er en meget alvorlig anklage mod en person.

Foreningen indhenter hvert år de lovpligtige børneattester for alle instruktører over 15 år.
Vinde Helsinge Gymnastik- & Ungdomsforening | Huslodsvej 4 | 4281 Gørlev |