Karen Marie sad med store tårer i øjnene efter I kørte – hun savnede jer alle sådan.  Først sad vi og ventede en time i solskinnet. Pigerne fandt ud af at tape en plasticpose sammen til en fodbold og der blev spillet på livet løs. Så ringede mobilen fra ”Assistancekåren”, som meddelte at det tog en time til. Endelig ankom lastbilen og tog Ole med. Da lastbilen kørte, begyndte regnen at vælte ned men pigerne og jeg fandt læ. Efter en time kom lastbilen tilbage med Ole men uden bil – den var kørt på værksted.

Så stod vi der ved Osby camping, drivvåde, ildelugtende og med en masse bagage. Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Vores gode venner har en ødegård i Sverige. Vi tog chancen og ringede til dem og vi var heldige. De tog telefonen og ja – de var i Sverige og ja – de kunne da lige hente os. Som sagt så gjort. Vi fik aftensmad (oksemørbrad), overnattede i varme, dejlige senge og fik dejlig morgenmad. Da vi næste dag fik vi fat på værkstedet, som syntes det var ”konstigt” at der var parkeret en dansk bil med startproblemer, der sagtens kunne starte.

Og så kørte vi hjem.