|
|
|
|
Vinde Helsinge Gymnastik & Ungdomsforening.
|
|
|
|
|
|
Friluftslaugets elektroniske scrapbog...
Kajak i det sydfynske, Ø-tur med 15 øer(fortalt af Hanne Nielsen)
| |
Første ø var Fyn, og vi mødtes ved Ballen havn sydvest for Svendborg, hvor kajakkerne blev sat i vandet efter der var blevet hilst på og spist madpakker. Vejret var strålende og vandet roligt, så planen blev at sejle forbi Skarø og til Hjortø(2) for at overnatte. Teltpladsen lå tæt ved havnen, så vi lagde til i bugten ved siden af molen. Vandet havde hele vejen været klart og fint. Til gengæld var stranden og bunden, hvor vi valgte at gå i land, dækket af en bræmme af rådnende ålegræs. Man sank godt i, når man satte fødderne ud af kajakken, og en krykke kan nå langt ned i sådan noget blødt noget, men det lykkedes da også for Ole at nå ind på fast grund.
Der kunne hentes vand i ”byen”, og det var inde i køkkenet hos en af øboerne (om det var en af de ni fastboende eller en af sommergæsterne vides ikke), hvor man måtte prøve at skubbe så meget af opvasken væk, at man kunne få vandsækken ind under vandhanen. Vi fik at vide, at der var colibakterier i, men der fandtes ikke andet der på øen. En friluftstur uden kaffe går jo ikke, så vi blev enige om, at når bare vandet var kogt, gik det nok. Og der var jo overlevende øboere, så helt galt kunne det vel ikke være.
Rystelserne i larvuen var først på natten Jyttes ben. Det var lang tid siden, hun havde sejlet kajak, og det var lidt skræmmende ikke at kunne se bunden, men benene faldt da til ro, men rystelserne fortsatte. Det var Ole, der var på fisketur.
Lørdag lod vi larvuen stå på Hjortø og sejlede forbi Hjelmshoved(3), Mejlholm(4) og Odden(5) over til Vårø Knude på Tåsinge(6), hvor lidt af det medbragte guf blev fortæret. Det lykkedes os dog ikke at nå igennem alt det medbragte guf på denne weekend. Så sejlede vi til Birkholm(7), hvor vi fik en overdådig frokost med flere slags sild, og som en (god) ny tradition var der snaps til.
Her skiltes vejene, for Folmer, Thomas, Arne C og Ole sejlede forbi Store Egholm(8), Lille Egholm(9), Nyland(10) og Dejrø(11) til Ærø(12), hvor de købte en is på havnen i Ærøskøbing, mens Mayne, Henning, Jytte, Mogens og Hanne blev på Birkholm og udforskede den. Birkholm er en ø med meget velholdte huse, og der er et forsamlingshus, hvor der står en fryser med is og hænger slikposer på en opslagstavle, så turisterne kan købe ved at lægge penge i cigarkassen. Man kan sidde ved gadekæret og nyde isen, mens man kan høre og se alle de grønne frøer. Overskuddet fra issalget går sammen med havneafgiften til hjælp til at vedligeholde veje og diger. Det sidste er nødvendigt, da øens højeste punkt bare er to meter over havets overflade. Der er bare otte faste beboere.
En tur langs stranden gav lidt vraggods og det blev savet ud og transporteret med til Hjortø, for hvad er en friluftstur uden et bål???
Da vi skulle forlade Birkholm var det blæst noget op, og der var blevet lidt bølger, men alle kom velbeholdne til Hjortø, hvor vi efter aftensmaden gik en tur i byen. Dog ikke alle, for Ole blev tilbage og passede perkulatorkanden, så vi kunne få noget kaffe.
Efter nedpakningen søndag satte vi kursen vestover til Drejø(13) og derefter mod nordøst, så vi også kunne tælle Græsholm med(14), inden vi gik mod nord for at ramme Skarø(15), hvor vi indtog en dejlig frokost og gik en tur i byen. Ole udforskede øen fra søsiden – han har svært ved at få sejlet nok, eller også er hans arme bedre end hans ben.
Da vi nærmede os Fyn igen, blev vi mødt af en modtagelseskomité. Det var nu nok mest Thomas, der blev mødt, for det var Fru Mårtensen, Frøken Mårtensen og hr. Mårtensen junior.
Efter bilpakning og kaffe kørte vi i hver vores retninger, da nogle skulle mod det jyske og andre mod det Sjællandske.
Hanne
|
|
Har du en frisk turfortællinger, eller har du billeder liggende i digital udgave, så send dem endelig til redaktionen. Vi sætter pris på den slags.
|
|
|
|