[ Tilbage til startside ] [ Log ind ] [ Glemt adgangskode ] [ Bliv medlem af friluftslauget ]
Opslagstavlen Gymnastik Friluftsliv Dilettant Bestyrelse

Vinde Helsinge Gymnastik & Ungdomsforening.

Friluftslivs-menu
[ Friluftsliv-forside ]
[ Hvad er friluftslauget ]
[ Havkajak ]
[ Turprogram ]
[ Billedgalleri & scrapbog ]



Friluftslaugets elektroniske scrapbog...

Sort sol og vadehavet, 28-29. okt. 2006

(fortalt af Ingelise Rønsch)

Så oprandt endelig den begivenhed, som jeg meget længe har drømt om at komme til at opleve: Sort sol.
Vi drog af sted mod Jylland lørdag formiddag, og skulle mødes på en naturlejrplads i Lindet skov ved Hønning. Ved god hjælp fra GPS’en (god opfindelse) lykkedes det for alle at finde frem.

På lejrpladsen mødte der os turens fantastiske surprise: Rundt om bålpladsen var der opstillet en KÆMPE-KÆMPE stor tipi. Vi var meget overraskede og undrende, for var der mon nogen, der skulle bruge den i weekenden? For en sikkerheds skyld valgte vi at sætte laugets lavvu op.
Så var der endelig medbragt frokost, som vi spiste inde i tipien, fordi det regnede lidt.

Bagefter gik turen mod Ribe Østerå, hvor vi håbede på at komme til at se nogle stære. Det regnede stadig i små portioner. Vi fordelte os tre forskellige steder, og ringede så rundt til hinanden for at finde det bedste sted. Det var i første omgang ved et udkigssted ca. midt på engstykket. Dem, der havde stået inde i byen, blev fulgt ud til os andre på gåben af to søde børn. Stærene lod vente på sig, men vores tålmodighed blev belønnet, for endelig begyndte de så at dukke op i store flokke. De fløj langt forbi os og satte sig til hvile på nogle højspændingsledninger. Vi måtte tættere på dem. Så vi satte os ind i bilerne og kørte ud, hvor stærene var. Fantastisk at se så mange fugle sidde der meget tæt side om side på el-ledningerne. Efter endnu nogen ventetid, mens de sidste stære ankom, fik vi én på opleveren: Nu begyndte stærene at lette i store flokke. De fløj væk fra os, men ikke længere end at vi sagtens kunne se, hvordan de fløj rundt og frem og tilbage i store sorte "skyer" for til sidst at slå sig ned i rørskoven lidt efter lidt. Det var en fantastisk oplevelse, og da alle fuglene var landet tog vi derfra igen. Opvisningen varede en god halv time.

Nogle var lige inde på en kort aftentur i Ribe med indlagt toiletbesøg, og resten tog tilbage til tipien. Den var heldigvis stadig ledig, så vi flyttede for alvor ind i tipien; nu var den vores. Her blev tilberedt den dejligste aftensmad: Lækker hvidløgssuppe á la Hanne og dejlig wokmad med kylling og næsten tusind grøntsager krydret med karry á la Karin. Selv om vi var godt mætte var der også lige plads til et stykke af Else’s brombærtærte sammen med kaffe og French Coffee.

Hele aftenen havde det regnet en del, så vi var meget, meget glade for at kunne være i tørvejr i "vores" tipi. Stor ros til turleder Hanne for den gode ide (eller var det hele bare en tilfældighed?). Vi var så glade for tipien, så vi også endte med at sove i den (der var ikke så klamt som i lavuen). Anne Marie og Steen, sov dog i deres lille telt, der heldigvis ikke var sejlet bort i regnen, der efterhånden stod i søer rundt om tipien.

Næste morgen nåede vi lige at få pakket lavuen sammen inden det igen begyndte at regne. Efter morgenmad og pakning af biler satte vi kursen mod Rømø. Trods regnen gik vi en dejlig tur på 4-5 km i Kirkeby Plantage.

Kl. 11.00 mødtes vi med naturvejleder Inge på naturcenter Tønnisgård. Her viste hun os nogle lysbilleder og fortalte om livet i og på havbunden i Vadehavet. Selv om det var nogle meget interessante ting hun fortalte os, fik hendes monotone stemme alligevel nogle øjenlåg til at lukke lidt hos flere af os. Herefter kørte vi samlet til Havnebyen, hvor der var ebbe, så vi kunne gå på havbunden. Vi fik set alt det hun havde fortalt om: Sandorm, hjertemusling, blåmusling, rur, snegle, krabber og meget mere. Efter lidt søgen fandt Emilie også en østers med flot perlemor indeni. Den ene østers blev til flere, og snart havde Emilie en posefuld af de flotte dyr. Så kom kikkerterne frem og vi så mange flotte fugle, som jeg i hvert tilfælde ikke er vant til at se. Der var strandskade, islandsk ryle, gråand, hvinand, knortegås og flere, som jeg ikke kan huske navnene på.

Madtid igen. Vi spiste frokost ved Lakolk, hvor vi sad ved stranden med udsigt over Vesterhavet og de fjollede mennesker, der kørte rundt i deres biler på stranden.

Så blev det tid at finde Sjælland igen. Der blev sagt farvel og vore veje skiltes.

Tak til Hanne (og Ole) for en rigtig dejlig og godt tilrettelagt tur.

Friluftshilsener fra Ingelise


Har du en frisk turfortællinger, eller har du billeder liggende i digital udgave, så send dem endelig til redaktionen. Vi sætter pris på den slags.



[ Tilbage til toppen ] [ Tilbage til startside ]

[ login ]