Kajaktur i Skærgården d. 2.–5. august 2007:

Så skal der skrives om en aldeles fantastisk kajaktur i den svenske skærgård ved Karlshamn, hvor deltagerne var i tophumør, vejret var perfekt (næsten) hele tiden og myggene var i overtal.

Deltagere: Arne, Hanne, Ole, Folmer, Anette Møller (Odfert), Jytte, Mogens, Anette og Søren Nielsen (”de nye”), Per og undertegnede.

Anette fra Odfert har vi vist alle mødt før, og det virker næsten som om hun hører hjemme i ”vores” laug.
”De nye” (der selv er kajaksejlere) havde fundet vores kajaktur på nettet, og de faldt så godt i hak med os alle og vores omgangsform, at man skulle tro, de havde været med hos os altid.

2/8: Vi mødtes alle i Järnavik kl. ca. 18. Den medbragte aftensmad blev spist, fællesgrejet fordelt, kajakkerne pakket til bristepunktet og så af sted. Efter ca. 1 time med ”spændende” (=høje men ”bløde”) bølger nåede vi frem til vores teltplads. Her mødte vi pladsens andre beboere: Myggene. Det var efterhånden blevet halvmørkt, men det lykkedes os imellem myggesværmene at få slået lavvuen op i vandkanten (bogstaveligt talt - de yderste pløkke stod i vand), og de små telte blev sat, hvor der var ca.10 cm jord ovenpå klipperne. Lige bortset fra Hanne og Ole, der måtte nøjes med at tøjre deres telt til træerne med to barduner. Jeg tror, det virkede udmærket.
Da teltene var på plads, blev der tændt bål og drukket (masser af) rødvin. Jeg tror, det blev lidt sent, inden der faldt ro over lejren.

3/8: Efter natteregn stod vi veludhvilede op til lidt tynd småregn og ikke ret meget vind. Da den dejlige morgenmad: Havregrød med æblestykker á la Anette og Søren (man skulle tro, de har været med før) var spist, pakkede vi kajakkerne og sejlede ud mod vores mål: Harö. Ad lidt omveje nåede vi frem til øen, og tørvejr, ved middagstid. Her spiste vi vores skønne medbragte frokost (uden myg). Nogle havde brug for mere sejllads, så de sejlede lige en ”lille” tur på ca. 7 km. Hanne, Jytte og jeg valgte at blive på øen og udforske den lidt. Vi blev enige om, at det nok har været en fæstningsø engang. Vi fandt rester af bunkers og kanon- eller udkigsopsatse. Da sejlerne vendte tilbage var der kaffe og kage. Så gik turen hjemad mod lejrpladsen, hvor vi trods teltslagningsvanskeligheder og myg havde valgt at blive.
Da vi havde fået tømt (næsten alle) kajakkerne, var der nogle, der havde været på rekognoscering, og fundet ud af, at vi skulle spise aftensmad på en anden ø. Blev lige lidt negativ (havde ikke lyst til at sejle mere), men vi pakkede igen og sejlede lige rundt om hjørnet til vores aftensmad-ø. Det negative blev hurtigt vendt til noget meget positivt, for her var INGEN MYG, og vi fik en aldeles dejlig gang ris-taffel ”serveret” af Jytte og Mogens.
Hjemme på vores ø igen blev der tændt ild i bålet, drukket kaffe med whisky og sunget fra DGI-sangbogen. Godnat.

4/8: Godmorgen SOL. Koldt bad til de friske. Myggene hærgede vores lejrplads, så derfor spiste vi morgenmad på en udsigtsplatform med flot udsigt,og (bedst af alt) INGEN MYG. Pakkede kajakkerne og så af sted i dejligt vejr med sol og kun lille vind. Vores mål var denne gang Tjärö. Her skulle vi spise frokost. Forinden havde vi lige en lille ”kæntrings”-ulykke….. troede ”de andre”. Jeg var blevet træt i armene og trængte til en pause. Den holdt jeg sammen med Søren, Per og Arne (der havde Matadormix med), mens de andre sejlede videre mod Tjärö. Vel ankommet til øen mødtes vi med resten af flokken, og mens jeg lige var på toilettet (et rigtig ét), fortalte ”drengene” de andre en fantastisk, troværdig historie om, hvordan jeg var kæntret, og hvordan de havde reddet mig. Det troede de vist alle på, og nogle spurgte deltagende til min ”kæntring”. Jeg er ikke ret god til at holde masken, så jeg måtte snart fortælle, at hele historien var det pure opspind. Sorry – men den var da god….. 
Efter frokost, afslapning, opvask i et rigtigt køkken og besøg på rigtige toiletter satte vi atter kajakkerne i vandet og sejlede op i Tjäröfjorden. Jeg troede ikke, jeg ville kunne klare fjordturen og blev sat i land på en ”øde” halvø, hvor jeg hyggede mig, mens de andre sejlede op i bunden af fjorden og tilbage til mig igen. Turen var ikke så lang, som forventet, så de var ret hurtigt tilbage (de er altså også seje) på min halvø igen. Efter lidt søgen og råben fandt de mig (jeg havde kagen), og så drak vi eftermiddagskaffe sammen på et klippefremspring med en skøn udsigt.
Vi var ikke meget for at skulle hjem til vores ”mygge-ø”, så da vi fandt ud af, at stort set alt til vores aftensmad var med i kajakkerne, fandt vi en fin skærgårdsø UDEN MYG, hvor vi kunne slå os ned. Først måtte Hanne og Anette N. dog lige nedstirre nogle svenskere, så de flyttede sig, og vi kunne indtage øen. Bål blev tændt, Folmers bøffer stegt, salat snittet, brød ristet, rødvin og øl tryllet frem, og snart kunne vi nyde det skønneste måltid aftensmad. Efter opvask sejlede vi ”hjem” til bål, kaffe, vin, øl og sang. På turen tilbage lånte jeg Anette N’s kulfiber-pagaj. Den var bare fantastisk. Var meget let og det hele gik som smurt. Sådan én må jeg eje. (Det kan være, jeg så kan klare lidt mere end nu? Optimist har man vel altid lov at være).

5/8: Atter SOL, vindstille og koldt morgenbad. Vi stod lidt tidligere op. Efter morgenmad på platformen sagde vi farvel til Per, der skulle mødes med Else i Järnavik. De skulle til Norge for at hente Pia hjem til DK. Pakkede lidt og lagde lavvuen til tørre i solen på klipperne. Vi sejlede så ud i det skønneste vejr og padlede rundt i skærgården for at nyde den en sidste gang. Gik i land på endnu en skærgårdsø, og jeg er imponeret over, hvordan det hver gang lykkedes os ved fælles hjælp (nogle var bedre end andre) at få kajakkerne på land på disse klippeøer. Hjemme igen på ”vores” ø pakkede vi helt sammen, spiste frokost og sejlede af sted mod vores biler i Järnavik. Det gik ret hurtigt. Kajakkerne blev tømt, traileren og bilerne pakket, og så var det tid at vende næsen hjemad mod DK.
Farvel til alle – og tak for denne gang.

Fra mig skal der lyde en tak for en dejlig tur til turlederne, og tak til jer alle fordi I var så hjælpsomme og overbærende overfor en kajakroer som mig med lyst til kajaklivet men uden de store kræfter.

Friluftshilsener fra Ingelise