[ Tilbage til startside ] [ Log ind ] [ Glemt adgangskode ] [ Bliv medlem af friluftslauget ]
Opslagstavlen Gymnastik Friluftsliv Dilettant Bestyrelse

Vinde Helsinge Gymnastik & Ungdomsforening.

Friluftslivs-menu
[ Friluftsliv-forside ]
[ Hvad er friluftslauget ]
[ Havkajak ]
[ Turprogram ]
[ Billedgalleri & scrapbog ]



Friluftslaugets elektroniske scrapbog...

Klatre- og cykeltur på Hindholm

(fortalt af Hanne Nielsen)

Den 8. november var der igen et arrangement i det aktive friluftslaug – og man må sige at vejret var med os: stille vejr og solskin det meste af tiden.
Vi (Arne, Lis, Karin og Folmer, Karl-Steffen, Anne-Cathrine, Inge-Lise, Frank, Stefan, Simon og Frederik, Søren, Charlotte og Pernille, Hanne og Ole) mødtes ved Hindholm Efterskole ved Fuglebjerg og nød formiddagskaffen i fællesskab.

Så pakkede Inge-Lise, Lis, Karin og Hanne cyklerne, men Hannes cykel ville ikke holde på den indpumpede luft. ”Ikke noget problem”, sagde Inge-Lise og vips var dækket taget af og slangen ude, men der var ikke noget hul. Det var nok bare Hanne, der ikke kunne finde ud af sin egen pumpe, og næste pumpning virkede bedre. Så drog de af sted på en cykeltur rundt om Tystrup-Bavelsessøerne. Det er en både smuk og kuperet tur, og noget af den gik igennem skovene. Det kuperede terræn bevirkede, at noget af cykelturen blev til gåtur. Selv om det er så sent på året, var der stadigvæk meget flot efterårsløv tilbage på træerne, og når solen var fremme, fik den farverne til at flamme. I skoven mistede Lis´ cykel pludselig pusten, og igen var Inge-Lise på pletten med værktøj og lappegrej. Cyklen var så flink at punktere igen umiddelbart efter lapningen, og igen og igen – så vi andre fik også lært, hvordan man lapper en cykel. Men desværre var cyklen mere stædig end os, så til sidst måtte vi opgive og ringe efter Ole, så cykel og cyklist kunne blive hentet. Men resten af turen gik fint med et kig i Vester Broby Kirke, hvor der er en masse kalkmalerier, og det blev også til et kig i en blomster- og kunsthåndværksbutik. Undervejs så vi mange rådyr, musvåger, harer fasaner m.m. Fasaner så vi både levende og døde, for vi kom forbi et sted, hvor en stor jagt lige var forbi, og der blev holdt vildtparade.

Imens det cyklende folk holdt sig ved jorden, søgte de tilbageværende op i højderne. Først på en klatrevæg i gymnastiksalen, og bagefter i de store træer, der er i parken omkring skolen. I salen gennemgik Arne noget teori, og der blev afprøvet nogle teknikker, og så gik alle ud i det fine efterårsvejr.

Der blev kastet reb og gjort fast og klatret op af disse reb, så det var en lyst. Når der ikke er så mange blade på træerne, bliver udsigten fra trætoppen jo endnu bedre.
Frank kender til det udstyr og de teknikker, man bruger professionelt, så det viste han noget med.

Både Pernille og drengene var flere gange oppe og nede, ligesom de fleste af de mere bedagede af deltagerne, men Charlotte og Ole hyldede princippet med ”ved jorden at blive, det tjener os bedst”, og Niro var vist heller ikke oppe at klatre.

Egentlig kunne klatrefolket jo have mødtes i trætoppen til eftermiddagskaffe, men de var flinke og mødtes med de tilbagevendte cykelfolk til kaffe inden alle vendte næsen hjemad.


Har du en frisk turfortællinger, eller har du billeder liggende i digital udgave, så send dem endelig til redaktionen. Vi sætter pris på den slags.



[ Tilbage til toppen ] [ Tilbage til startside ]

[ login ]