|
|
|
|
Vinde Helsinge Gymnastik & Ungdomsforening.
|
|
|
|
|
|
Friluftslaugets elektroniske scrapbog...
Vandretur i Grib Skov, lørdag den 23. oktober 2004(fortalt af Ann-Sofie Jensen og Britta Hansson)
| |
Vi mødtes på en parkeringsplads overfor skovskolen, nær Nøddebo kl. 9.00. Da alle var kommet, gik vi et lille stykke ind i skoven, langs Esrum Sø, til et sted der hedder Dronningens Bøge. Der var en stor åben plads, hvor man kunne se ud over søen og Fredensborg slot. En konge havde engang villet bygge en bro fra Slottet og over søen, men dette kunne ikke lade sig gøre, da søen er over 20 meter dyb på det dybeste sted. Vi drak lidt kaffe og spiste lidt, før vi igen gik videre.
Vi gik op til skovskolen, hvor vi hørte lidt om skolen, imens vi stod i ly for regnen under barens udhæng - der blev dog ikke serveret noget. Her lod vi os inspirere af mulighederne for at holde "Den store Dyst" engang, da der her var muligheder for pæleklatring, at kaste med økse, slå søm i og meget mere. Her hørte vi også om en Douglas-gran, som vi nu kan fortælle dufter af citron og har kogler med takker på kogleskallen.
Efter nogen tids vandring kom vi til "Syvstjernen". Dette er et gammelt samlingspunkt, hvor alle vejene i skoven førte hen. Her sad kongen i gamle dage, og ventede på at jægerne fik jaget dyrene op til pladsen, således at kongen selv kunne stikke dyrene ned med en hirschfänger. Jo kortere hirschfänger, jo mere mod. Fra Syvstjernen gik vi videre til Lille Grib Sø. Her var der noget "dyng-mos", som Lars-Bo mente man kunne gå på. Han ville dog ikke demonstrere det. Derfra gik vi til Grib Sø, hvor vi fandt en herlig plet ved et plankebord med udsigt over søen. Her spiste vi vores medbragte mad.
Da Lars-Bo og Peter Hansen kendte skoven vældig godt, fandt de en ny smutvej tilbage til Esrum Sø. Selv om vi ikke skulle overnatte som først planlagt, syntes de at vi skulle se den fine lejrplads alligevel. Her nød vi udsigten over Esrum Sø og en kop eftermiddagskaffe, imens Lars-Bo læste historien om Bøgen og Egen af Johannes Ewald.
Herefter gik vi tilbage til bilerne, og takkede for en meget fin tur i næsten tørvejr. Senere tog alle, undtagen Familien Jensen, med hjem til "Moster" og Hasse og så "Det Mystiske Hus".
Ann-Sofie og Britta
|
|
Har du en frisk turfortællinger, eller har du billeder liggende i digital udgave, så send dem endelig til redaktionen. Vi sætter pris på den slags.
|
|
|
|