Hvad er friluftslauget..?

Friluftsliv er en del af Vinde Helsinge Gymnastik- og Ungdomsforening. Friluftsliv er en flok rare mennesker, der interesserer sig for forskellige former for friluftsliv. Det kan være ture til fods, på cykel, i kano eller kajak. Turene er oftest kombineret med mad over bål og overnatning i telt, larvo (samertelt), shelter eller under åben himmel.

Vi dyrker friluftslivet under afslappede former, og det sociale samvær har høj prioritet. Du behøves ikke at være en hærdet friluftsentusiast for at deltage i laugets ture, bare du har lyst til at dyrke friluftslivet.
På turene hjælper vi hinanden - det er ikke kun ferie og afslapning - det er også glæden ved at gøre tingene i fællesskab.

Efter en tur til Røsnæs i 1997 blev der afholdt stiftende generalforsamling for Friluftslauget og vi fejrer hvert år Friluftslaugets fødselsdag med en lignende tur.

HAVKAJAKSEJLADS
Friluftslauget råder over 5 kajakker på en trailer, der er placeret i nærheden af Gørlev, hvis man ønsker at låne, skal man have mulighed for selv at hente og bringe retur.

Der vil henover sommeren blive arrangeret en række aftensejladser, hvor man kan møde op med egen kajak, eller man kan leje en af friluftslaugets kajakker - det koster 25 kr. pr. gang.

Krav til dem som ønsker at være med til vore ugentlige kajaksejladser er, at man er fysisk i stand til at håndtere en kajak, også i bølger og vind, og at man har gennemført laugets kajakaftener eller tilsvarende. Dvs. at du skal have udført redningsøvelser med kammeratredning eller du er frigivet roer i en kajakklub. Hvis man er i tvivl kontakter man Per Lindgren.

Sådan kommer du med på tur
Turene præsenteres her på hjemmesiden for dem, der er tilmeldt kajakholdet. 
Tid og sted for turene vil blive fastlagt én uge ad gangen. Først når turen er nært forestående, og man kender udsigter for vejr vind og bølger, vil tid og sted blive fastlagt, og turen bliver frigivet for medlemmerne på kajakholdet
Når de enkelte roere er frigivet til sejlads i friluftslauget, kan man tilmelde sig på kajakholdet, og turlederne vil give besked, på mail, når tid og sted er fastlagt.

 
Hvis man gerne vil frigives til sejlads, kan man kontakte en af vore kajakinstruktører Ole Nielsen eller Per Lindgren.

Per Lindgren tlf. 22552305
Ole Nielsen    tlf. 23293977
Vinde Helsinge Gymnastik- & Ungdomsforening | Huslodsvej 4 | 4281 Gørlev |